Dramatiseringer og rekonstruktioner i dokumentarfilm hjælper med at gøre virkelige begivenheder mere tilgængelige og følelsesmæssigt engagerende for seeren.

 

De gør abstrakte eller komplekse emner mere konkrete ved at vise begivenheder, der ellers ikke kunne vises visuelt, og forstærker den følelsesmæssige intensitet gennem filmiske virkemidler.

 

Ved at skabe visuelle og dramatiske scener kan man forvandle fakta til en mere sammenhængende narrativ, der engagerer seeren på et dybere plan.

 

Dramatiseringer giver også mulighed for at bruge visuelle metaforer, der udvider seerens forståelsen og opfattelse af virkeligheden.

 

Samtidig gør dramatiseringerne det lettere for seeren at relatere til de personer, der skildres, og skaber en stærkere følelse af empati. På den måde kan dokumentarfilmen både informere og røre, samtidig med at den inviterer til refleksion over sandhed og fortolkning.